128
vilde du vist ikke have tilbragt det meste af denne sidste Dag borte fra os. Deraf slutter jeg mig til at noget du skjuler for os — noget som er dig ubehageligt — maa være Anledningen til din Reise.
Skjøndt Viggo intet Offer vilde have skyet for at tilkjæmpe Minona den Fred, han selv savnede, kunde han dog ikke i dette Øieblik uden Bitterhed høre hende omtale hans Reise med saamegen Rolighed — den stod i altfor pinlig Modsætning til hans egne Følelser. „Og om saa var?” udbrød han heftigt. „Er det da ikke faldet dig ind at jeg maa have Aarsag til at holde Anledningen skjult, og at jeg vilde sagt dig den, hvis jeg ikke ønskede at den skulde være en Hemmelighed for Alle?”
Du er haard imod mig! svarede Minona med skjælvende Stemme idet hun reiste sig. Du glemmer at jeg ikke et vant til at blive tilbagevist med Haardhed og Kulde — mindst af dig! Ellers stod jeg ikke her. — Farvel! Hvad end Anledningen til din Reise er, vil jeg bede Gud om at du der, hvor den fører dig hen, maa blive ligesaa lykkelig som du har gjort mig — og at Lykken ikke maa forlade dig, som du nu forlader mig. Noget bedre veed jeg ikke at ønske! — Hun vendte sig om for at skjule sin Bevægelse, og nærmede sig Døren med usikkre Skridt; men Viggo greb hende i sine Arme, førte hende hen til en Stol, og sagde med blød og bevæget Stemme idet han bøiede sig ned imod hende:
