129
„Tilgiv mig, elskeligsie Minona, og lad mig ikke bøde for min Synd — ved at skilles saaledes fra dig! Det er Sorgen over at maatte forlade dig — efter at jeg i dig har fundet alt hvad jeg savnede — der berøver mig Fatningen! Jeg maa handle saa haardt imod mig selv, at jeg i mit Hjertes Bitterhed derover kommer til at tale haardt — selv til dig!”
O kjære Viggo! udbrød Minona bønligt og ydmygt. Bebreid mig ikke at jeg gjentager det Spørgsmaal, du før blev vred over. Naar du taler til mig i denne velbekjendte, milde Tone kan jeg ikke fatte eller finde mig i at en Hemmelighed skal bestaae imellem os to — at du har en Sorg, som din Minona ikke maa dele. Naar du er borte, vil jeg fortæres af Længsel og Savn — du maa ikke føie den Bevidsthed til, at jeg havde mistet din Fortrolighed, thi den kan jeg ikke bære! Læg Land og Hav imellem os — mit Hjerte og min Tanke skal finde Vei til dig trods hver Afstand! Læg Graven imellem dem, der elske hinanden — Kjærligheden vil dog forene den Levende paa Jorden med den Døde der er i Himlen! Men læg en Hemmelighed imellem Hjerterne — saa vil du faae at vide hvad Adskillelse er. Skulle vi saaledes skilles?
„Du kjender din Magt, Minona! misbrug den ikke!” udbrød Viggo. „Tving mig ikke med din Stemme og dit Blik til at bryde denne Taushed — det vilde være et Brud paa Pligt og Ære — et saadant, som en
