Spring til indhold

Side:Minona.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

138

uimodsigeligt om den skrækkelige Sygdom, hvis Offer hun skulde blive. Helene havde forsøgt ethvert Middel til at adsprede og opmuntre hende, men den stakkels Pige leed mere ved disse unyttige Anstrængelser end ved de kvalfulde Timer, hun tilbragte i Ensomheden. Den Bevidsthed, at hendes Kjærlighed i Verdens Øine gjaldt for en Synd gjorde hende sky og ængstelig, og den Tanke, at den maaskee var ugjengjældt gjorde hende undseelig. Der gaves Øieblikke — naar den Gaade, hvorpaa hun grundede var nærved at forvirre hendes Forstand, og det Spørgsmaal der altid holdt hendes Aand i Bevægelse, brændte paa Læberne — da hun kunde have kastet sig i Helenes Arme, og sagt: Hvorfor maa jeg ikke elske harn?! — saa var det Kvindens, ikke Søsterens Følelse, der holdt hende tilbage, thi den kjendte hun ikke. Hun taug, og trykkede Pilen dybere i Hjertet. Men i Ensomheden, naar Livet vilde gjøre sin Ret gjældende, naar Haabet og Kjærligheden tilhviskede hende den Trøst: at hun var elsket — saa reiste den hensvindende Livskraft sig stedse paany til Kamp, saa begyndte Aanden atter sin pinlige Virksomhed. Ogsaa hun søgte uden at finde. Hun søgte i Guds Ord, i Philosophernes Skrifter, i Digternes Fremstillinger af Menneskelivet Svar paa det Spørgsmaal, hun ikke turde udtale, men overalt saae hun kun den Vished bekræftet, at hendes Kjærlighed var Synd — intetsteds hvorfor den var det. Overalt blev det anseet for en Selvfølge at ingen tvivlede derom.