139
Undertiden frygtede hun sig selv, og tilregnede sig det som en stor Synd at hun manglede den Bevidsthed, der syntes at være begrundet i Naturen, og naar hun tænkte paa den Magt, den udøvede over Viggo hvis han havde offret hende for dens Skyld, tænkte hun at han maatte hade og afsky hende, hvis han kjendte hendes Følelse. I et saadant Øieblik takkede hun Gud for den Sygdom, der snart maatte bringe hende Døden. Men naar hun i Tankerne gik tilbage til deres Barndom, og erindrede hvor fremmede de altid havde været for hinanden, sagde hun til sig selv: Vi var jo dengang Søskende, men Slægtskabet hindrede os ikke i at gaae hver sin Vei — og dog skulde det Baand være stærkere end den levende Kjærlighed, der forener Mand og Kvinde? Jeg elskede ham ikke fordi han var min Broder — havde han lignet Moder, vilde jeg altid have afskyet ham! Jeg elskede ham, som en Pige elsker den Mand, der giver hendes Hjerte Livet, og hendes Liv Lyset! Er det Synd — er Gud Kjærlighed, og Kjærligheden fordømt? Nei — Døden fordømmer Livet, Mørket fordømmer Lyset — og Verden skyer Lyset, fordi den staaer i Dødens Sold. Derfor lader den sig regjere af et dunkelt Magtsprog, som ingen forstaaer, men som enhver underkaster sig af Feighed — man vil heller offre sit Liv i Løndom, end aabenlyst tilkjæmpe sig det — for ikke at fordømmes af den blinde Mængde! Man skyer Livet af Frygt for — at døe. Men Viggo hører ikke til disse Slaver! han,
