141
Helene: Hun er en Engel! hun sørger mere over den Lidelse hendes Sygdom foraarsager mig, end over sin egen. — Men den stakkels Pige bebreidede sig sin Ulykke som en Synd, fordi en Anden leed derved, og al den Ømhed hvormed hun søgte at trøste Helene, forekom hende selv uægte: Hvis jeg ikke var saa svag og egenkjærlig, vilde jeg ønske mig Livet for hendes Skyld! Hun elsker mig høiere end sig selv — og jeg kan trøste mig ved det, der gjør hende ulykkelig.
Saaledes var Minonas Tilstand, da Helene endelig besluttede at skrive til Viggo, og bede ham om at komme tilbage. Af dette Brev, som jeg vil meddele Læseren, seer man bedst hvorledes hun bedømte Minona.
Skovhuset den 15de October 1840.
Kjære Viggo! det er med et tungt Hjerte, jeg bereder mig til at sige Dem noget, som jeg maaskee for længe har skjult for mig selv og for Dem! Jeg har kjæmpet til det Yderste for det Haab at Minonas Sygdom skulde være en Følge af den Tungsindighed, der i den senere Tid har behersket hende. Jeg troede det var Religionsscrupler, der tyngede hendes Sind, thi jeg traf hende ofte læsende i Bibelen, og hos Franks er det flere Gange hændet at hun pludselig, naar vi talte om religieuse Spørgsmaal, har blandet sig i Samtalen med en lidenskabelig Iver og med en Dybsindighed der er forbausende hos en ung Pige der, som hun, har følt mere
