142
end tænkt, og levet mere end læst. Men der laae en bitter Tvivl i hendes Ord, ikke alene om Skriften, men om Guds Retfærdighed, og en Mistvivl med Hensyn til Kjæeligheden selv, som kun slet harmonerer med hendes rene, tillidsfulde og uskyldige Hjerte. Jeg frygtede, da hun har læst saameget i den senere Tid, at hun har indviklet sig i Philosophien uden Styrke til at gjennemskue den, men hun er saa indesluttet og undgaaer saa ængsteligt enhver Samtale med mig om disse Ting, som hun var bange at jeg skulde vide hvad der foregaaer i hendes Sind. O, Gud! jeg aner det værste. Døden — er den Gaade hun vil gjennemtrænge. Jeg maa sige det: den er hende nær! hendes Kinder blusse af hectisk Rødme — hendes Øine — Dommen staaer skrevet i dette overnaturlige Blik. Jeg veed det nu: Sygdommen afhænger ikke af hendes Humeur, men hendes Humeur afhænger af Sygdommen — og Lægen har sagt idag at der ikke er meget Haab om at den kan helbredes. Nu forstaaer jeg hende! hun skjuler sin Sorg for mig, at jeg ikke for tidligt skal faae Aarsagen til den at vide. Hun vil lide og kjæmpe alene — lad hendes Englesjæl da trøste sig ved den Tanke at hun letter mig denne tunge Strid!
Jeg veed at De har meget at bebreide mig; jeg burde for lang Tid siden have talt alvorligere og omstændeligere med Dem om hende; men dels har jeg selv saalange — jeg mangler Minonas Sjælsstyrke! — alt-
