143
for længe holdt Visheden fjern fra mine Tanker, dels har jeg givet efter for hendes indstændige Bønner om „ikke at forskrække Dem.” Nu vilde det være samvittighedsløst at tie! Nu er det Tid, ikke længer at misbruge den syge Piges hensvindende Kraft, men selv at understøtte og trøste hende i den tunge Strid. Gud give mig Styrke til denne Gjerning, om det end bliver den sidste jeg udfører i dette Liv! —
Og nu, kjære Viggo, behøver jeg vel ikke at bede Dem om at komme tilbage. Minona veed ikke at jeg skriver derom, thi hun vilde afholde mig derfra fordi hun troer at De lider mindst ved at være fraværende, men jeg er vis paa at De bedre end nogen anden vil være istand til at trøste hende. Hun elsker Dem saa høit!
Deres
Helene Aagesen.
Otte Dage efter at Viggo havde modtaget dette
Brev, ankom han til Danmark, og efter nogle Timers
hurtige Kjørsel nærmede han sig den velbekjendte Skov.
Ved Alleen steg han af Vognen og lod den kjøre ind i
Præstegaarden, imens han selv langsomt gik hen ad den
lille Skovstie Han søgte forgjæves at gjøre sig stærk
— Synet af dette Sted hvor han havde gaaet saa ofte
med Minona, og Tanken om den Forandring, der var
foregaaet med hende siden den Tid overvældede ham.
Han saae sig om med et haabløst Blik — Efteraarets
