144
kolde Liigpragt skjar ham i Hjertet. — Pludselig følte han sin Skulder sagte berørt af en lille Haand, og idet han skjælvende af Bevægelse vendte sig om, stod Minona for ham mere forandret end selv hans Hjerteangst havde afmalet hendes Billede, og dog sig selv tro i Dødskampen. Hun havde ikke lært, som Naturen, at smile koldt og ligegyldigt i Døden — hendes Ansigts smertelige og sorgfulde Udtryk var en levende Protest mod den Sygdom, hun var et Offer for. Viggo trykkede sagte hendes Udtærede Hænder, idet han betragtede hendes Ansigt med en Blanding af Rædsel og usigelig Ømhed. „Her er forandret siden Du var her sidst! da var de Træer grønne, hvis Blade nu ligge visne paa Jorden” — sagde hun med bevæget Stemme. „Vend dig ikke bort! du tænker paa mig, der selv er allermest forandret — ikke sandt? Det forekommer mig som jeg grønnedes ifjor med disse Træer — jeg var ung og rask og lykkelig i deres Ungdom, og inden Løvet faldt — blev jeg syg. Hvorfor vilde du komme herhjem og see denne Jammer?” Viggo svarede med dyb Bevægelse: Kan det undre dig at jeg vil være hos dig til det sidste, ifald jeg skal friste den Ulykke at miste dig? „Det havde været bedre for dig, ikke at see mig igjen! saa havde du beholdt det gode Indtryk fra den lykkelige Tid da vi første Gang saae hinanden — og jeg i ringere Grad følt Dødens Forbandelse: at mine Ord, mit Blik, selv Lyden af min Stemme volder dem Smerte, der før har
