146
Plads hvor Skovhuset laae; her støttede Minona sig udmattet til et Træ idet hun saae sig om med et sorgfuldt Blik. „Hvorfor vilde du komme her igjen?” gjentog hun med klagende Stemme. „Kjender du dette Sted? det var her jeg første Gang saae dig, den lyse Sommerdag, da Roserne blomstrede paa Buskene derhenne — iaar har ingen plukket dem! — Jeg husker saa godt hvorledes her saae ud — der var Varme i Solskinnet, og Liv i Naturen — Sommerfuglene flagrede omkring Blomsterne, og Græsset skinnede som Fløiel. Du siger jeg skal vende mine Tanker fra Døden — see, det er Døden som har forvandlet denne Scene omkring os! — Kan jeg glemme det — glemme den Tid, som var, den Lyksalighed hvori jeg har levet og aandet? Naar Vinteren kommer, bliver det godt igjen, men paa en anden Maade: saa svøbes Liget i sit hvide Lagen — og al dens Lidelse er begravet i Glemsel. Det er Dødens Trøst. — Der kommer Helene! trøst hende, hvis du kan, forson hende med den Vished, vi ikke længe kunne skaane hende for — hun har liidt meget for min Skyld, og vil lide endnu mere inden det er forbi.” Med disse Ord nærmede hun sig med et mildt og kjærligt Smiil tilligemed Viggo Helene, der kom dem imøde fra Huset, og forlod dem derpaa for i Ensomhed at bekjæmpe den Bevægelse, Gjensynet havde bragt hendes Sind i.
