147
Andet Capitel.
Som Vedbend tæt til Stammen klynges
Saa den gaaer ud og er forød,
Saa Sorgen af mit Liv forynges,
Og lever frodigt af min Død.
C. Winther.
Den Kamp, der forestod Viggo var saa svær, at han virkelig undertiden fortrød at være vendt tilbage. „Hvorfor kom jeg her for at forøge denne Jammer?” tænkte han Med Rædsel da han saae hvorledes hans Nærværelse kaldte Minonas Tanker og Følelser tilbage til Livet, hvor de aldrig vilde møde andet end Fordømmelse. Saalænge han var fraværende havde Adskillelsen og den svage Tvivl om hans Kjærlighed undertrykt Haabet og Livskraften i hendes Sjæl, men nu da hun var daglig sammen med ham og i hans Øine med al Lidenskabens Klarsyn læste Visheden om at hun var elsket — nu oprørtes hun mod Døden, og hele det hensvindende Livs Attraa concentrerede sig i en eneste mægtig, begeistret Stræben efter at gjøre sin Kjærligheds Ret gjældende trods Død og Grav. Som Solen der udsender sit mest glødende Skjær idet den gaaer ned, gjennemstraalede
