148
hendes Livslys i sin Undergang den hensygnende svage Form med en prægtig, men unaturlig Glands. Og Viggo, som vilde give sit Liv for at skaffe hende Fred, maatte være hendes Modstander i denne frygtelige Kamp, hvor Seiren var et Fald, og Nederlaget Død.
Han vovede ikke at gaae ind paa Stridsspørgsmaalet; thi han vidste at han ikke kunde løse Gaaden og frygtede for at lade sig overvælde. Han var selv haabløs og fortvivlet — hvorledes skulde han da trøste hende? Som hun, tvivlede han om alt i Himmel og paa Jord — kun ikke om den Synd, han fristedes til at begaae. Og han modsatte sig den med al sin Villies Styrke — en Magt, som Minona ikke kunde modstaae. Hun følte at han ikke vilde tillade hende noget Forsøg paa at overvinde den: hvergang de talte sammen søgte hun at give Samtalen en Vending, der kunde lede til en Forklaring — hun tænkte: fordømmer Viggo vor Kjærlighed, saa maa han idetmindste lade mig forstaae hvorfor? — men naar han idetsamme saae paa hende som om han læste hendes Tanker, følte hun sig behersket af hans Villie, og underkastede sig med Fortvivlelse den ubekjendte Magt, han adlød. — Naar hendes Lidelser fik overhaand, og hun udbrød i Klager og Taarer, søgte Viggo aldrig at trøste hende — han troede ikke selv paa Trøsten — men han behandlede hende som et sygt Barn der trænger til Omhu og Medlidenhed. Han hørte paa hendes Klager uden tilsyneladende at forstaae Aarsagen,
