155
nogle Bønderbørn, hvoraf hun var omgivet. En lille Pige havde slynget sine brune Arme om hendes Hals, og betragtede hendes Arbeid med straalende Øine, imens de Andre legede og dandsede omkring dem. „Du skal dandse med!” udbrød pludselig et af Børnene, og de øvrige raabte enstemmigt: ja søde Minona skal dandse — med mig — med mig! Hun betragtede dem med et ubeskriveligt Blik, reiste sig langsomt, tog en af de Smaaes Hænder i sine og begyndte at dandse, imens de andre jublende streg: med mig — med mig! Men pludselig brast hun i Graad og gik bort, efter at trøstet Børnene med at hun vilde komme tilbage; men Viggo fulgte hende ind i Skoven, og saae at hun kastede sig ned paa Jorden og hulkede som om hendes Hjerte skulde briste. Han nærmede sig og løftede hende op i sine Arme. I dette Øieblik var al Kulde og Bitterhed langt fra hendes Sind, hun saae op til ham med et døende Blik og udbrød i en Tone der sønderrev hans Hjerte: O Viggo! jeg kan ikke udholde disse Lidelser — det er Dødens Smerter uden Dødens Lindring! Jeg har været for lykkelig — derfor kan jeg ikke underkaste mig denne græsselige Skjæbne — derfor har jeg kjæmpet imod den, kjæmpet til mine Kræfter forlod mig — Sundhed, Liv, — alt har jeg sat til i denne Strid og alt har været — forgjæves. Tænk hvad det vil sige at kjæmpe forgjæves Nat og Dag — at lide som jeg har liidt — uden at dø!
