160
— er det sandt at Gud er Kjærlighed, saa vil han ogsaa søge dig, og om du end døer for os, skal du leve hos ham. Hvis du ikke vil gjøre det for din egen Skyld, saa gjør det for min Skyld, fordi du derved tager en Byrde fra mit Hjerte, som det ikke længer kan bære. Til Himlen kan jeg afstaae dig — ikke til Døden! — Minona havde løftet Ansigtet iveiret, og betragtede ham med et sørgmodigt Blik imens han talte. „Og du, Viggo?” spurgte hun langsomt. — Glem mig — spørg ikke om mig! tænk paa dig selv! udbrød han lidenskabeligt. Hun smilede svagt, og rystede paa Hovedet. „Glemme dig — nei Viggo! skjøndt Tanken om dig volder min Død, vil jeg ikke søge Frelsen for den Priis! Du troer ikke selv paa det Guds Rige, du vil forvise mig til — ellers vilde du søge det for din egen Skyld! Min Skjæbne er afgjort: jeg vil ikke fordømme den Følelse jeg skylder Livet, om den end bliver min Død! Enten den gjør mig lykkelig eller ulykkelig, vil jeg prise dens Navn, og kalde dens Dommer uretfærdig. Hvis mine Følelser vanære mig i dine Øine, saa kan, og saa bør du forlade mig — men selv din Foragt kan ikke gjøre min Kjærlighed foragtelig i mine egne Øine!” Hun talte med usædvanlig Styrke og Sikkerhed, og blev staaende taus med bøiet Hoved og foldede Hænder foran Viggo, som om hun ventede sin Dom. Han svarede ikke, men trykkede hende til sit Hjerte og bedækkede hendes Læber med Kys. „Du forlader mig ikke!” hviskede
