161
hun sagte, idet hun saae op til ham med et lysende Blik. Aldrig! svarede han. O Minona! hvis du kunde forsone mig med mig selv! — „Ja det kan jeg — ved den Kjærligheds Magt, som nu forsoner mig med Døden — med alt hvad jeg har liidt! Jeg var fordømt — nu er jeg frikjendt. Alt bliver mig saa let — min Sjæl faaer sine Vinger igjen — paa dem skal den svinge sig op over Jordens Nød og Jammer, men ikke bort fra det, der var dens Skat i Livet, naar Døden har fuldbragt sin Gjerning. Troer du jeg frygter den? O nei — jeg vil hilse den med de glade Ord: Kjærligheden vandt dog Seir!” Overvældet af sin Bevægelse lænede hun sit Hoved mod Viggos Skulder og græd heftigt, imens han betragtede hende med en Blanding af navnløs Smerte og Lyksalighed.
Men pludselig foer hun sammen med en Følelse af Skræk — der hørtes Fodtrin i Nærheden, og han saae en Skikkelse i aandeløs Fart løbe henad Gangstien, Det var Tyras Pige. „O Gud! Frøken Minona — jeg maa endelig tale med Fruen!” raabte hun allerede i Frastand „Hun er i Præstegaarden! er Tyra syg?” spurgte Minona ængstelig ved Synet af Pigens forgrædte Øine. Gud ja, men jeg var saa bange for at forskrække Dem — De bliver ganske bleg. Jeg vil løbe hen til Præsten og bede Fru Aagesen strax gaae til min stakkels Frøken — men hvem skal saa hente Lægen? — hvilken Elendighed!” Minona skjælvede saa hun neppe
