164
Søvn! — Sluk Lyset paa Himlen — jeg vil aldrig see det mere! jeg vil blinde mine Øine, min Sjæl at ingen af de falske Straaler skal trænge derind! See ikke derop om Natten naar Stjernerne skinne som Engleøine! De vinke Sjælen saa kjærlighedsfuldt — den seer sig riig, den seer sig stærk i Guddomsglandsen deroppe fra — og hvad er denne Salighed — en Løgn! Jeg gav Lyset mit Hjerte — og nu seer jeg at Lyset er den evige Falskheds Kilde! — hun havde talt afbrudt i feberagtig Vildelse, og nu faldt hun udmattet tilbage, uden at have seet Minona. Pludselig reiste hun sig op i Sengen, og vedblev: De spaaede mig det saa vist — men jeg vilde ikke tro dem! Jeg vil aldrig — aldrig mere — tro noget! Jo Døden vil jeg tro — jeg har kaldt den Hjælp — den skal sikkre mig mod mine Fjender — ende min Elendighed — tilintetgjøre! — — Jeg kaldte — hvorfor tøver du? Kom Djævel! naar Englene staae i Løgnens Sold, skal du være min Herre og Gud. Jeg har hadet dig saa bittert — o, tilgiv! og forbarm dig over mig!” med disse Ord betragtede hun med stirrende Blik en lille Glasflaske, som hun havde skjult i Haanden. „Det skulde frelse mig — bringe Døden — o, jeg tænkte det nok — det var en Løgn! Nei!” vedblev hun idet hendes Legeme begyndte krampagtigt at skjælve. Nei — det er endnu ikke forbi — den kommer — jeg havde nær sagt — Gud være lovet!” Og med
