170
med hende! Men de har Ret — jeg vil ikke gaae derind. Hvorfor skulde jeg det? — Der er jo heller ingen Kjærlighed — det var Løgn og Bedrag altsammen! med disse Ord brast hun i den heftigste Graad. Manden rystede paa Hovedet og gav sin Kone et Vink om at det nok ikke var rigtig fat med deres Patient, men hun lagde medlidende den unge Piges Hoved op til sit Bryst, og hviskede: Hun har Feberen, Stakkel! og taler over sig! — Da de havde naaet Kirken, og løftet hende af Vognen, satte hun sig paa en Bænk i Vaabenhuset, for at vente til Frank og Virginie kom ud.
Da Psalmesangen inde i Kirken begyndte, blev hendes forvirrede Sjæl greben af Modsætningen mellem disse ydmyge og fortrøstningsfulde Toner, og det Dødsraserie, hun kom fra. Det var de samme Melodier hun saa tidt havde hørt Virginie spille og synge, men hvad der da glædede hende som smuk Musik, fik nu ved den harmoniske Samklang af Orgelet og Menighedens Stemmer, et dybere Liv, en høiere Virkelighed, saa forskjellig fra den der tyngede paa hendes Sind, som den første ubevidste, jomfruelige Bevægelse af Kjærligheden i hendes Hjerte var fra den brændende Lidenskab, der nu fortærede hende. Hun lyttede med stigende Angst — de milde Toner forekom hende som Englenes Sørgesang over alle fortabte Sjæle, fuld af himmelsk Smerte og Medlidenhed. — „Er der da virkelig en Gud, som skabte Stjernerne til at lyse om Natten, og Kjærligheden til at
