174
sildigt!” — Jo, der er dem til hvem han siger: Gaaer bort fra mig, I Forbandede — den, der fornægter og forbander Kjærligheden, fordi hun selv bærer en ulykkelig Lidenskab i Hjertet, er ikke til at frelse. „Det har du aldrig gjort — det kunde du ikke gjøre!” Jeg hørte derpaa — og jeg har selv tidt talt ligesaa formasteligt thi jeg har glemt Gud, og kun havt Sands for min egen Kjærlighed. Naar jeg tænker paa at han, der gav sit Liv for at frelse os, stod ved Tyras Dødsseng — og saae hvad der foregik i mit Hjerte — hvad maa den Hellige have følt?! — „Smerte — Forbarmelse! Han der græd over Jerusalem — han kalder ikke Retfærdige, men Syndere til Omvendelse! Troer du der er Grændser for hans Barmhjertighed, at han veier den Byrde han tager fra os og bærer for os — at han nogensinde siger: Nei, den er mig for tung?” — Bar han al Verdens Synd — er det virkelig sandt, at der gives en saadan Kjærlighed? Saa kjender han ogsaa Synden — og naar han tilgiver, tør jeg tro det! Ellers vilde jeg altid frygte for at han troede mig mindre fordærvet end jeg er! thi du veed ikke hvor dybt mit Fald er — Dag og Nat har jeg gaaet irette med Gud, til al Tillid til ham forsvandt i min Siæl, og Nag og Fortvivlelse tog den i Besiddelse. Jeg vilde ikke tro at min Kjærlighed er syndig, og dog har den kun havt onde Følger. Den har forvoldt dem Sorg, hvis høieste Glæde i Livet jeg var! og naar de beklagede mig
