Side:Minona.djvu/198

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

190

var det ham i Begyndelsen let at vedligeholde den gamle Tone, thi endnu begeistredes han ved Tanken om Tyra, endnu lod Kjærligheden ham glemme hele den øvrige Verden og hendes meget tvivlsomme Indtrædelse deri, naar han directe henvendte sig til hende med Ord saa søde, saa fulde af Elskov og Ømhed, at hendes Hjerte bævede af Henrykkelse mens hun læste dem — skjøndt hun savnede noget! Elskeren maatte ikke fordunkle Helten. Stakkels Tyra! —

Men da denne Følelse svækkedes — og den maa vantrives der hvor dens Herredømme ikke er udeelt! — blev Tanken om hende ham snart besværlig. Der knyttede sig saamangt et Hvis og Dersom — til Følgerne af den Forbindelse, han altfor ubetænksomt havde indgaaet, at han vilde være meget glad ved at unddrage sig disse Følger. Han mærkede at Kjærligheden forstyrrer Sindets Ro og Tankens Ligevægt, at den ikke engang er velopdragen nok til at nøies med den lille Plads man vilde anvise den, men tilsidesættende hvert Hensyn til Omstændighederne og Leiligheden, vedbliver sin oprindelige Fordring: alt eller intet. Da han nu paa ingen Maade vilde gaae ind paa den Fordring at offre den alt, gjorde han sig en Ære af at Underkue og bestride den med alle Fornuftens og Virkelighedens Vaaben. Fra Indifferentist blev han Realist. Det er en Strid hvori vi have to Stormagter til Allierede: Døden og