191
Djævlen — og Gud kan ikke hjælpe den, der raser mod sig selv. Det var da intet Under at vor Helt fik Bugt med Sværmeriet. — Om Tyra var der ikke længer Tale da han kom tilbage — derimod forlovede han sig kort efter med sin Cousine, den smukkeste Pige i Kjøbenhavn, som alle Herrerne misundte ham i samme Grad som alle Damerne misundte hende.
Men hvor seirrig end Døden kan være i sin Kamp
mod Livet, opnaaer den dog aldrig den Triumph, at et
Menneskehjerte der engang har levet og elsket bliver saa
steendødt at intet Indtryk kan bringe dets brustne
Strenge til at klinge. Nei, der gives Øieblikke da Liget
vender sig i Graven af Rædsel over sit forspildte Liv!
Det var en saadan Bevægelse, der foregik i Johannes
Sjæl ved Tyras Grav. Endnu engang hævede denne
elskede Skikkelse sig seirende i hans Erindring, og ved
dens Side Gjenfærdet af ham selv, som han engang havde
været fuld af Ungdomsmod og Begeistring — og foran
dem begge — Livet! Det var Sandhed! vidnede en
Stemme fra Graven, og Johannes tænkte ikke i dette
Øieblik paa at gjendrive den. Han havde med Glæde
givet Resten af sit Liv, for at drømme sin Ungdomsdrøm
om igjen! — Men Virkeligheden slipper ikke sit Bytte!
