194
vaer, der røbede sig i hvert af hendes Ansigtstræk, i Øiets ængstelige Blik og Kindens stærke Rødme. Da Minona strakte sin svage Haand ud mod Frank og fæstede sit klare Blik paa ham, saae han strax at hendes Befrielse var nær — saa blidt var Smilet om hendes Mund, saa ydmyg den Bevægelse, der fyldte hendes Øine med Taarer.
„Jeg har hele Natten tænkt paa det, De læste for mig igaar om Røveren paa Korset! Jeg græd saameget — jeg var saa bange!” sagde den syge Pige i en Tone der var en svag Efterklang af Minonas Ungdommelige, melodiske Stemme. — Hvorfor var du bange, kjære Barn? spurgte Frank. „For Døden! — jeg har saa tidt paakaldt den, naar jeg leed uden Haab om Frelse — fortvivlet, forvildet klyngede mit Hjerte sig til den, som den sidste, eneste Tilflugt mod de Smerter, jeg ikke kunde udholde — og nu kommer den og river mig bort fra Angeren, fra Haabet, fra Omvendelsen, der her i Livet kan frelse Synderen fra den evige Død. Saaledes tænkte jeg inat, og mit Hjerte var knuget til Jorden af Angst og Gru!”
Tvivler du da om at han, der har opvakt de Døde paa Liigbaaren, kan frelse den døende Synder? — Minona smiilte saligt, idet hun svarede: „Jeg veed hvad De vil sige: Christus har selv sagt mig det inat, da jeg græd og bad om at han vilde give mig sit Ord paa at jeg engang skal see ham i Paradiset, naar Angeren
