195
har luttret mit Hjerte, naar Kjærligheden til ham har gjort mig ydmyg, som Røveren var. Da svarede han at han har elsket mig længe før jeg kjendte ham — ja selv dengang jeg gav mig Døden ivold — og at den Kjærlighed hvormed han har tilkjøbt sig alle angrende og bedrøvede Menneskesjæle er stærkere end Døden. Han sagde” — vedblev hun, idet Taarerne strømmede med fornyet Magt — „at han vil tænke paa mig naar Døden standser mit Hjelteslag — og at jeg skal komme til ham i hans Rige!” Udmattet af Sindsbevægelsen, men med et livsaligt Udtryk af Fred og Glæde i sit Ansigt, sank hun tilbage paa Puden, og blev liggende stille med Franks Haand i sin.
Om Formiddagen kom Doctoren som sædvanligt. Han betragtede den Syge med undertrykt Bevægelse, og bad hende om at undgaae al Anstrengelse. Men hun rystede sagte paa Hovedet. „Jeg har føiet Dem saalænge!” svarede hun. „Idag maa De give efter for mig. Jeg er fri for Smerte, og kan uden stor Anstrengelse tale lidt — til Afsked — med alle mine Kjære. De veed jo at jeg døer — jeg veed det selv! — hvorfor maa jeg da ikke benytte denne Dag, som maaskee er den sidste, til at trøste mig ved den Kjærlighed, jeg har været velsignet med i Livet?” I Guds Navn da — jeg nægter Dem intet! svarede Doctoren sørgmodigt. Minona takkede ham, og tog kjærlig Afsked med den ven-