199
beren begyndte igjen, og Viggos Stemme var ene istand til at berolige hende, skjøndt hun ikke længer forstod hans Ord, men ængsteligt kjæmpede med sine egne vilde Phantasier.
Imidlertid var Frank gaaet at søge Helene, hvis Tilstand siden det sidste afgjørende Anfald af Minonas Sygdom, havde foruroliget ham i høi Grad. Da han kom ind i Dagligstuen, saae han kun Virginie der stod ved Vinduet og lænede Panden mod Ruden. Hun vendte sig hurtigt om, da hun hørte sin Faders Skridt, og udbrød grædende idet hun med en heftig Bevægelse kastede sig i hans Arme: O, kjære Fader! jeg er saa ubeskrivelig Ulykkelig — jeg har i lang Tid ikke havt Fred i mit Sind! Hvorledes skal jeg befrie mig fra de onde Tanker?
Frank tog uagtet den sagte Modstand han mødte, Hænderne fra hendes Ansigt og sagde idet han med et alvorligt Blik saae ind i hendes grædende Øine: „Du har Ret, mit Barn! jeg har længe mærket at der rørte sig noget i dit Sind, som ikke er godt. Siig mig hvad det er, som ligger dig paa Hjerte?” — Minona! udbrød Virginie hulkende. Du veed hvor inderlig kjær hun har været mig — hvorledes jeg selv har glædet mig over hendes Skjønhed og ubeskrivelige Elskværdighed — mod hende har jeg i den senere Tid næret de bittreste Følelser i mit Hjerte! — O, det er græsseligt — men jeg maa sige det, hvis jeg nogensinde skal faae et
