200
roligt Øieblik igjen! — jeg har misundt hende! mens alle Andre beklagede hendes Sygdom og beundrede den Taalmodighed og Mildhed hvormed hun finder sig i sin Skjæbne — har jeg, hendes Veninde, følt Misundelsen nage mig i Sjælen, og nu da hun døer, er det som en Steen blev lettet fra mit Hjerte!
Frank betragtede sin Datter rørt og bedrøvet. „Har min Virginie glemt hvem det er, der kan frie os fra det Onde? — Beed ham Barn, at skabe et reent Hjerte, og fornye en stadig Aand i dig — din Fader skal bede med dig og for dig!” — O, kunde jeg dø i hendes Sted! udbrød den unge Pige fortvivlet. Men nu blev Frank vred, og svarede heftigt: „Misunder du den Døende hendes Fred, fordi der er Strid i dit eget Hjerte — da mener du det ikke alvorligt med din Anger! Veed du hvad hun siger, paa hvis legemlige Lidelser Døden dog vil gjøre Ende? „„Kunde jeg blot leve! min Sygdom er intet mod den Smerte i min Sjæl, at jeg skal dø fra Angeren og Omvendelse!”” Og du, der er opdraget i christen Tro, du ønsker dig Døden, som om din Synd ikke vilde opstaae af Graven og vidne imod dig for Gud. Vaag over dig selv, Barn! vaag og beed, at ikke Fristeren faaer Magt over dit Hjerte!” Virginie græd som om hendes Hjerte skulde briste. „Hvis du virkelig har elsket Minona, saa tænk paa hende, og glem om muligt for en Stund din egen Sorg! hun lever neppe mange Timer, og jeg veed at det bagefter
