Spring til indhold

Side:Minona.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

202

mistede hun alt — kun Rædsel over det faldne Afgudsbillede i hendes Hjerte blev tilbage. Kjærligheden var hendes Liv, hendes Tro, hendes Evighed; hun var en af de enthusiastiske, men lidenskabsløse Naturen som kun kjende denne Følelse i dens Ro og Harmonie — en Lidenskab som Minonas, var hende en Gaade! men denne Gaade lærte hende at Opløsningen paa den Kjærlighed hun havde pleiet som et helligt Mysterium i sit Hjerte, var Forbandelse.

Mens Frank forgjæves søgte at vække hendes Opmærksomhed for sine kjærlige Ord, og Virginie glemte sin egen bittre Hjertesorg i sin Deltagelse for hendes, hørtes Viggos Skridt udenfor. Helene greb skjælvende Præstens Arm, da han aabnede Døren, og betragtede hans dødblege Ansigt med en Angst, som lærte hende at gjætte hans Budskab. „Minona ønsker at see os alle!” sagde han med usikker Stemme, og gik foran dem op til hendes Værelse. Hun betragtede dem længe med usigelig Ømhed, og sagde endelig med mat Stemme idet hun strakte begge sine Hænder ud imod Helene: Kom helt hen til mig, at jeg kan see dit fede Ansigt endnu engang! Din Kjærlighed — „Tie Minona — af Naade — af Barmhjertighed! jeg kan ikke udholde dette!” udbrød Helene vildt, og kastede sig ned ved Sengen, i hvis Teppe hun skjulte sit Ansigt. Minona henvendte sig til Frank, og sagde bønligt: Lov mig ikke at forlade hende — lad hende ikke dø! Det er mit sidste