203
Ønske, min sidste Bøn til Gud at hun maa leve for at lære Christus at kjende. Virginie! du var mig den kjærligste Søster — vil du nu være hendes Datter i mit Sted? Den stakkels Virginie svarede med at kysse hendes Haand, og trykke den til sit Hjerte; det var hende umuligt at svare ja til denne Opfordring, skjøndt hun havde lovet sig selv at blive en Søster for Minonas Broder.
Efter det sidste Feberanfald var den Syge længe i Besiddelse af hele sin Aandsklarhed og Bevidsthed. Hun talte meget med Frank, og aldrig havde hendes rene Følelse og sjeldne Dybsindighed glimret herligere end i de tillidsfulde og begeistrede Ord hvormed hun omtalte sin Død, og det Liv hvorpaa hun troede. Men henimod Skumringen blev hendes Aandedrag igjen uroligt, Blikket stirrede vildt op i Luften, og den blussende Feberrødme udbredte sig hurtigt over hendes Kinder for at efterlade en dødelig Bleghed. Det var tydeligt at hun kjæmpede med ængstende Følelser. Pludselig reiste hun sig op i Sengen og udbrød i Vildelse: Jeg bliver saa forunderlig tilmode — er det allerede Døden? — I er dog alle hos mig — jeg kan ikke see! Er det dig, Viggo, som holder min Haand? Hold den fast — der er ingen Synd deri! Det var Livet, der skilte os ad — derfor døer jeg jo. Jeg frygter! — udbrød hun skjælvende af Angst — jeg — døer! O, hold mig fast — lad mig ikke synke ned i det dybe — evige Mørke — i Dødens
