Side:Minona.djvu/214

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

206

Sjette Capitel.

Naar Hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver Glædens Harpe stemt,
At den kan bedre klinge,
Og knuste Hjerter føle bedst
Hvad Jesu Christi Fødselsfest
For Glæde har at bringe.

Brorsons Psalmer.


Intet egnede sig bedre til at opretholde Virginie i hendes første, store Hjertesorg, end den Omstændighed at en Anden, som Sorgen havde truffet endnu tungere, behøvede hendes Omhu og Pleie. Det var ikke Viggo, hvis Tilstand foruroligede hende mest — skjøndt jeg dermed ikke vil sige at hun tænkte mindst paa ham! — thi det var øiensynligt at han kjæmpede med Fortvivlelsen som en Mand, og Virginie var den sidste til at mistvivle om Seiren — det var Helene der knust og tilintetgjort af Smerte, med hele sin Sjæl havde givet sig Fortvivlelsen ivold, for hvis Skyld den unge, kjærlighedsfulde Pige idetmindste i nogen Tid glemte sig selv. Men alle hendes Bestræbelser var forgjæves — den anden Nat var henrundet efter at Minonas Lig var baaret bort, og hun laae endnu ubevægelig paa Sengen, hvor hun var vaagnet af den dybe Afmagt, der først