213
forlod sit Hjem, og kun sjeldent modtog Besøg. De havde aabnet deres Dør for Sorgen, og den kastede sine mørke Skygger over den unge Piges Tilværelse, som et Slør. Viggo var reist tilbage til sin Onkel; Otto, hvis glade Lune og varme Hjerte tidt havde skinner som en Sol under Præstegaardens Tag, havde siden Minonas Død ikke benyttet sig en eneste Gang af Leiligheden til at komme hjem — ogsaa i hans Breve fandt Søsteren Spor af den Ødelæggelse, der gaaer igjennem Tilværelsen — Tillidens, Haabets, Ungdomsglædens Død! — Frank var ogsaa forandret; han syntes dybere end nogensinde at føle sig berørt — ja tidt overvældet — af sit Kalds Alvor, og hans Naturs glade Frimodighed fordunkledes næsten uafbrudt af alvorlige Tanker. Helenes, som det syntes uhelbredelige Sjælesygdom udøvede en lammende, uendelig nedtrykkende Indflydelse paa hans Humeur.
Helene var tilsyneladende resignert, og altid venlig — men en Venlighed, hvorfor man vilde foretrække de vildeste Udbrud af Fortvivlelse, saa fremmed var den for den Hjertevarme der engang straalte i hendes Blik og Smiil. Den var et Dække, hvorunder hendes Sjæl fortæredes af Kvaler der var for dybe til at aabenbare sig for Andre i deres hele Omfang. Det varede længe til der kom en Klage over hendes Læber! Det var en Aften da Virginie overraskede hende i et Anfald af den Fortvivlelse, som hun ellers skjulte for Andre. „Hvorfor aflokkede I mig det usalige Løfte, der binder mig til dette
