214
Lig af en Tilværelse, der engang var mit Hjerte dyrebar!” udbrød hun idet hun vred sine Hænder og stirrede vildt paa Virginie. „Saae I da ikke at det var forbi — at I talte til den Døde, der længtes efter at blive lagt i Jorden? Hvorfor lænkede du en Skygge til Jorden! — Seer du da ikke paa mig al jeg er et Gjenfærd af mig selv — jeg har intet Hjerte — ingen Sjæl — ingen Kjærlighed mere! O — havde jeg blot Ro!” — Virginie kunde ikke svare, men saae til Himlen med et bønfaldende Blik. „Jeg forstaaer dig! derfra skulde Frelsen komme! Kom den da den saae Dødskampen i min Sjæl? — rakte han, som du kalder den evige Kjærlighed — Haanden ud for at opreise den sønderknuste Kvinde, mens der endnu var Mulighed for at Livsflammen kunde oplues paany? — Nu er den udslukt! — den evige Kjærlighed maa være meget kortsynet, siden den altid kommer for sildigt!” Virginie sukkede dybt. „Tilgiv mig, du elskelige Pige! Din Fader havde Ret — naar den falske Himmel forgaaer i Hjertet, opdager man et Helvede — som er sandt! — Jeg er ond, utaknemmelig — men du tvang mig selv til at leve for at blive brødefuld — skjøndt jeg kunde have døet da jeg endnu kun var ulykkelig!”
Nei, nei! udbrød Virginie forskrækket. Jeg er ikke klog eller veltalende nok til at overbevise Dem, men jeg veed det saavist som at der kommer en Morgen efter
