218
hver Søndag til Høimesse, naar den forrettes med koldt Hjerte og dødfødt Tro.
De seer, kjære Pastor Frank! at jeg nu taler som Deres Discipel, skjøndt jeg ikke viste mig opvakt eller modtagelig dengang De bestræbte Dem for at rive Bindet fra mine Øine. Deres Mester er blevet min, og jeg glæder mig hjerteligt til at gjensee ikke alene en dyrebar faderlig Ven, men en høiagtet Troesforvandt, naar jeg igjen kommer tilbage til mit Fædreland. Det skeer maaskee snart, men jeg vilde sige, ikke tidsnok for min Længsel, hvis det ikke var en sørgelig Tildragelse der løsner det Baand hvormed jeg er knyttet til mit andet Fædreland. Onkel har faaet et nyt Anfald af sin gamle Sygdom, og Lægen har berøvet mig alt Haab om hans Helbredelse.
Tag nu til Afsked min varmeste Hilsen til Helene, og Deres elskværdige Datter.
Med inderlig Agtelse og Hengivenhed, Deres
Viggo Aagesen.
Efter at Virginie havde læst dette Brev, kunde ingen
Modgang nedtrykke hende. Det solklare Smil, som
oplivede hendes Ansigt, gjorde i Forening med Viggos
forandrede Begreber et godt Indtryk paa Pastor Frank,
og hans Tilfredshed yttrede sig derved at han fik
fornyet Haab om Fru Aagesens Omvendelse. Da Virginie
en Dag i et pludseligt Udbrud af sin indre Sjæleglæde
gav sig til at synge:
