219
„Da byder Vor Herre selv Guds Fred
Til dem, som efterhige!
Da aabner sig Himlens Borgeled,
Da kommet ret Guds Rige!”
sagde han med sin gamle, hjertelige Tillid: Ja mit Barn! vi maa aldrig tvivle om at denne Higen vil vækkes saasnart det er Tid.
Men Helene grublede over Viggos Brev, som hun længe havde grublet over Minonas sidste Ord — hun saae den Fred, der straalte i Virginies klare Øine naar hun kom hjem fra Kirken, og næste Søndag stod hun færdig til at gaae ud, ved Dagligstuvinduet, da Kirkeklokken begyndte at ringe og Virginie kom ind med sin Psalmebog i Haanden. Helene gik et Par Skridt henimod hende med nedslagne Øine, men da den unge Pige istedetfor at udbryde: Vil De med i Kirken?! — ganske taus lagde hendes Arm i sin og førte hende med som efter en bestemt Aftale, følte hun sig befriet fra al Forlegenhed. — Gudstjenesten gjorde intet synligt Indtryk paa hende, men da de gik hjem sagde hun til Virginie: Jeg var som i et fremmed Land, hvor jeg hverken kjender Folk eller Fyrste — men jeg vilde ønske jeg var født der! — „De kan blive som hjemme der, kjæreste Fru Aagesen. Alle Sjæle kan faae Børneret i det Land, hvor Kjærligheden er Konge og Naade hans Lov! Tvivler De derom?” Jeg tvivler om alt! — Eders Tro er smuk — den gjør et Indtryk paa mig som en guddom-
