220
melig Illusion! — Men jeg har seet saameget Skjønt, dersom den havde Kraft til at trøste Hjertet, styrke Modet, luttre Vegeistringen — og som jeg har troet paa — gaae tilgrunde som et Offer for Dødens Forbandelse. Derfor troer jeg nu paa ingen anden Virkelighed end Tilintetgjørelsen af alt det Skjønne og Gode — det falder med Kjærligheden „Guds Søn blev Menneske, for at opreise den faldne Kjærlighed i Menneskehjertet — han døde for at frelse den fra Døden! Saaledes elskede Gud Verden for den Følelses Skyld, som De troer han fordømmr!” — Hvorfor lod han da Forbandelsen træffe mig saa haardt, fordi jeg hengav mig med Liv og Sjæl til Kjærligheden? Er han alvidende, saa har han seet at den var reen!
Virginie betænkte sig lidt inden hun svarede i en Tone hvis frygtsomme Mildhed søgte at skjule det bestemte i hendes Ord. „De lod Kjærligheden herske — men den skal adlyde!” — Hvem?! udbrød Helene uvilkaarligt. „Gud! — tænkte De paa hans Kjærlighed, da De handlede mod hans Bud?” — Nei — jeg kjender den ikke. „De har Ret! De kjender ikke Gud. Derfor er De ulykkelig, derfor tvivler De nu om alt. Men naar han giver Dem Kjærligheden igjen vil De lære ham at kjende, og føle at han elskede Dem for dens Skyld. De taler saameget om Idealet! — Er det ikke en feilagtig Forestilling om det forstyrrede Gudsbillede der er blevet tilbage i Menneskesjælen efter Syndefaldet?
