221
De troede det gjemte Spiren til en Evighed — men denne Spire er visnet og forgaaer, hvis ikke Christus planter den om i sin Have.”
Helene taug, men hun havde hørt Virginie med Opmærksomhed, og Muligheden af at hun havde Ret, var trængt ind i hendes Bevidsthed. Den fordringsløse unge Pige, som hverken blev fundet original eller interessant, havde instinctmæssigt opfattet det Skjæve i den Idealisme som man troede hun „intet Begreb havde om.” — Helene var greben af hendes uskyldige Visdom og grublede i Stilhed over de simple Ord: De lod Kjærligheden herske — men den skal adlyde.
Fra denne Dag lod Virginie ikke Helene falde tilbage i sin forrige Ensomhed og Taushed. De gik sammen i Kirke, syede sammen Klædningsstykker til de Fattige, og om Aftenen læste Virginie Poul Møllers Eivind Skaldaspiller høit. Slutningen rørte Helene dybt! da den gamle Hedning faaer sine Børn og sin Harpe igjen af Christus, græd hun de mildeste Taarer hun havde grædt i lang Tid — men Englene og Virginie smilte!
En Dag da Virginie uventet kom ind, sad Helene med sit Arbeid i den ene Haand, og Hovedet skjult i den anden, der hvilede paa Bordpladen. Da hun hørte de lette Skridt nærme sig, løftede hun Ansigtet iveiret og betragtede sin unge Veninde med et Udtryk af usigelig Vemod og Smerte i de forgrædte Øine. „Hvor Mythen
