222
er smuk, om Baldur, som skulde grædes ud af Helheim!” sagde hun. „Men den er tillige sand — saaledes kan man ikke græde! der bliver altid et Punct hvor Graaden standser.” — O nei! udbrød Virginie. Da Christus græd over Verdens Synd, blev Uskyldigheden udfriet af Dødens Vold. Og hans Taarer have Magt til at frelse Enhver, der har Hjerte til at begræde sig selv. — Helene saae paa hende med et kjærligt og tillidsfuldt Blik, idet hun svarede: „Du finder altid det Ord, som trøster og beroliger mig, søde Virginie. Veed Du at der begynder at foregaae en stor Forandring i min Sjæl? Jeg — troer!” og med disse Ord, ved denne Bekjendelse, der udgik fra et bevæget Hjerte, brast hun paany i heftig Graad.
Helene havde sagt alt hvad hun kunde sige med Ord — thi det Sprog Gud taler til den Sjæl han vil frelse fra Døden, lader sig ikke gjentage paa menneskelig Viis! — men hendes hele Væsen talte, og det var en livsalig Tale om nyfødt Tro og gjenfødt Haab og Kjærlighed. Vel var der Smerte i hendes Sjæl, men det var Skjærsilden hvorigjennem den skulde gaae til Himlen, og hun forsagede ikke, thi hun havde fundet Troen, Haabet og Kjærligheden igjen hos Christus.
Ligesom før dvælede hendes Tanker ved det Forbigangne, men hun saae det nu i et ganske nyt Lys, og saa stor var den Fortrolighed, hun havde faaet til Virginie, at hun selv gjorde det Forhold der var hendes
