227
Natur søger en Lidenskab der overgaaer dens egen, og seer Livets høieste Lyksalighed i at blive elsket, gik hendes Hjertes hele Ærgjærrighed ud paa at elske og see sin Kjærlighed — ikke paaskjønnet! et saadant Ord anvendte Virginie aldrig paa sig selv — men uundværlig og dyrebar.
Da Viggos Breve blev hyppigere og stedse vidnede om den Kraft og Iver hvormed han beredte sig til sit Kald som Præst, hvilket nu var blevet hans Livs Formaal, uden at et Ord nogensinde hentydede til det ulægelige Saar hans Hjerte havde modtaget, troede Virginie at den ulykkelige Lidenskab for Minona var forsvundet som en Drøm, og at en uskyldig Kjærlighed, der havde Guds Velsignelse og Verdens Bifald, vilde adsprede hans Tungsind og gjøre ham lykkelig. Med Hjertet bevæget af salige Anelser læste hun hvert Udbrud af hans Længsel efter Fædrelandet, uden den fjerneste Drøm om at denne heftige, længselsfulde Attraa, som han ikke kunde undertrykke, var rettet mod en Grav. Mellem Virginies varme, hengivelsesfulde Hjerte, og Gjenstanden for dets Kjærlighed stod den Døde — useet af hende, men bestandig nærværende i Viggos Sjæl og Tanker.
Foraaret var kommet. Solen skinnede varmt og kjærtegnende paa de friske Græsstraa der dækkede Mincnas Grav, Fuglene sang høit af Glæde over Livet og Lyset — og den unge Sjæl, der saa levende havde følt den samme Glæde, som er Guds bedste Lovsang paa Jorden,
