228
savnedes dybere og blev inderligere begrædt af sine Elskede nu da Naturens Foraarsfristhed gjenfødte Billedet af hendes ungdomsfriske Skjønhed i deres Erindring. Men Helene græd ikke længer trøstløst og fortvivlet! hun tænkte sig ikke Minona som en Blomst der er traadt i Støvet og knust af den grusomme Skjæbne, men som en Spire der er plantet om i Paradisets Have for der at udvikle sig i en reen Luft og et uforgjængeligt Sollys. Milde Tanker, gode Beslutninger og et tillidsfuldt Haab vaktes til Liv i Helenes Hjerte ved denne Forvisning. Hun var selv en af de Blomster, der vende sig mod Solen! da Frelseren lod hende føle sin Gjenfødelses og Fornyelses Magt, faldt hun ned og tilbad ham — der var ingen Vaklen i hendes Sjæl! med samme ubegrændsede Tillid og Enthusiasme hvormed hun havde hengivet sig til sin Ungdomskjærlighed, gav hun sig nu Gud i Vold. Og den Fred, som Verden ikke giver, lyste sin Velsignelse over hendes Tilværelse.
Skjøndt det i Almindelighed her i Verden gaaer modsat til end i Himlen, idet her er større Glæde over een Retfærdigs Fald end over nioghalvfemsindstyve Synderes Omvendelse, udgjør dog den sande christne Menighed en Undtagelse fra denne Regel, thi der er et usynligt Slægtskabsbaand som aldrig fornægter sig mellem dem, der erkjende sig for Børn af den samme evige Kjærlighed. Derfor vakte Helenes Omvendelse inderlig Glæde ikke alene i Himlen, men ogsaa i den lille Menighed
