234
have erkjendt at hun var en jordisk Kvinde! ja det sidste Glimt af Helgenglorien maatte tabe sig for hans Blik dersom han vidste at hun, istedetfor at tilkjendegive sin Nærværelse eller ubemærket fjerne sig fra sin skjulte Plads, med blussende Kinder og tilbageholdt Aandedrag trykkede sit Ansigt mod den tynde Væg der adskilte hende fra de Talende, for at opfatte hvert af disse Ord, der for hende indeholdt Liv og Død. Muligt vilde han foragte hende — man gaaer saa let fra den ene Yderlighed til den anden! og dog er der saameget af Evas Natur i alle Kvinder at ni af ti vilde gjøre det Samme i hendes Sted — men vel at mærke: af disse vilde de fleste tage deres Tilflugt til en lille Besvimelse der kunde fængsle dem til Pletten, for at besmykke dette Ophold for dem selv. Virginie blev svimmel, men hun ændsede ikke engang sit Ildebefindende — end sige benyttede det.
„O nei!” udbrød Helene. „Hvor kan Du dog bedømme hende saa skjævt! Virginie har et varmt Hjerte og vil gjøre den Mand lykkelig som har vundet det! — Der var unaturligt, umuligt at en ung Pige udelukkende skulde tilhøre Himlen, og have nok i den christelige Kjærlighed.” — Siig ikke det! der et Naturer som uden at være renere eller skjønnere, er lykkeligere end andre, og komme til Himlen uden at gaae igjennem Skjærsilden! „Men det er jo en catholsk Anskuelse! hvor kan Du oversee al den jordiske Smerte og det unyttige Savn der skjules under Nonnedragten?” — Jeg forsvarer ikke
