48
maaskee at see hjemme imorgenaften! saa maa du selv bedømme om det er retfærdigt at tale i den Tone om Tyra. Til mig maa du idetmindste aldrig gjøre det — det bedrøver og fornærmer mig!” Otto udbrød angerfuldt, maaskee mere truffet af Minonas Blik, end af Virginies Ord: Er du vred, min Helgen? Saa see Gud i Naade til mig arme Synder! Søde Virginie, tilgiv mig og vend atter dit milde Ansigt til den Angrende! — Jeg reiser mig ikke før du har tilgivet og tilsagt mig din Forbøn i Himlen. Ora pro nobis, sancta Virginia! Med disse Ord kastede han sig paa Knæ paa den støvede Landevei. Virginie svarede smilende: Jeg maa skynde mig at give dig Aflad — ellers behøver jeg selv Aflad fordi Fader maa vente paa Theen! Jeg skal nok bede — Minona om Forladelse paa dine Vegne! de sidste Ord hviskede hun sagte. Otto truede ad hende med Fingeren, tog i en Hast Afsked med Viggo og Minona, og gik med sin Søster til Præstegaarden.
Om Aftenen da Viggo sad i Haven hos Helene og Minona, faldt Talen paa Franks. Minona glædede sig over at han fandt Virginie smuk. „Og hun er saa god! Du skulde see hvorledes hun forstaaer at omgaaes de Fattige — jeg kan ikke begribe hvor hun faaer den Forstand fra, til at raade og hjælpe dem! Jeg glemmer aldrig den første Gang jeg saae Virginie! Jeg havde hørt Tale om den hellige Præstefamilie, og jeg tænkte mig hende alvorlig og høitidelig, som de Fleste af dem
