49
er. Jeg var forberedt paa at hun vilde tale om Verdens Forfængelighed og Djævelens Snarer — og jeg ventede mig slet ingen Glæde af det Bekjendtskab. Saa hørte jeg en Morgen den deiligste Sang i Skoven — de meest hjertegribende og glædelige Toner, der passede til den friske Sommermorgen, saa jeg maatte synge med i Hjertet og Tankerne. Jeg løb til Vinduet, og saae hende gaae over Engen. Hun lignede sin Sang — man bliver glad ved at see hende, som ved at høre den. — Hun gaaer tidt samme Vei naar hun besøger de Fattige, og altid synger hun disse deilige Melodier. Jeg troede at det var Kjæmpeviser, Salige om Seir og Kjærlighed — og saa hørte jeg at det er Psalmer. Frank har indført dem her i Kirken! Det er noget andet end de sædvanlige Melodier, der er saa langtrukne at man kunde synge hele Psalmen, i den Tid Orgelet bruger til en Linie.
Viggo, der var vant til den katholske Kirkemusik var enig med hende i at fordømme Psalmesangen i vore almindelige Kirker. „Hører Pastor Frank egentlig til de Hellige?” spurgte han, „Man siger det jo, men jeg siger at han mere ligner en Mand end en Helgen,” svarede Minona.
Helene tog Ordet: Meningen er meget deelt om Pastor Frank. Blandt Præsterne ansees han af nogle for en Sværmer, af andre for en Fritænker og Oprører. Hans Menighed elsker ham! og jeg har heller aldrig hørt
