53
faa, og synes om de Færreste? — det er umuligt, hvis min Smag ikke skulde forandre sig meget! eller menes der dem, som staae mit Hjerte nær — saa er det Bud overflødigt. Men naar der fordres at jeg skal elske mine Fjender og forlade min Elskede! — saa giver jeg mig fortabt. Naar Skriften forlanger det Umulige af os paa Guds Vegne, saa troer jeg den er uægte — saa lægger jeg den tilside og følger mit Hjertes Stemme! Saaledes blev jeg Fritænker! —
Viggo følte godt at Helene ikke uden Hensigt gav Samtalen denne Vending: hun vilde give ham Leilighed til at bekjæmpe hende i Aarsagen til det Forhold, han saa bittert bebreidede hende, da han ikke uden at fornærme hende kunde fordre Regnskab for Virkningen. Han benyttede sig ogsaa af dette Vink, og søgte at fælde hendes Grundsætninger, uden at saare hende. Disputen blev ivrig, men ikke bitter! Hun havde Kjærligheden og Enthusiasmen paa sin Side — han havde Pligten og Retfærdighedsfølelsen paa sin — og da der var gode Kræfter i Bevægelse paa begge Sider, endte Striden med at de havde lært at agte, men ikke formaaet at overbevise hinanden.
Da Viggo var alene paa sit Værelse, tænkte han med Forundring paa hvor hurtigt den Følelse han havde næret i Aar og Dag, var svundet ind til intet. Imellem ham og Helene var der nu kun en Meningsforskjel! Men hans Sind var bevæget af saa forskjellige Følelser,
