Side:Minona.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

62

alt det Gode, der findes i denne Verden — men det forsoner mig med det, som ikke er godt! det har lært mig ikke at hade mine Fjender! Jeg er ingen Martyrnatnr, der kan leve for at gavne og oplyse dem, der Miskjende og foragte mig. Jeg vil helst gjengjælde ondt med ondt, og Spot med Had! Men det maa De tro, at mit Hjertes Ideal har frelst det fra Fortvivlelse, Vantro, Menneskehad — og givet mig Haab og evig Glæde istedet. O, om jeg ikke maatte takke det for andet —, saa var jeg det dog i Liv og Død Tak skyldig for det Onde, jeg ikke har gjort! — Hun talte med saa varm og oprigtig Begeistring, at Franks Ansigt antog et formildet Udtryk, idet han halvt i Spøg halv alvorlig svarede: „Naa, lad os da slutte Fred! Jeg faaer vel lade Deres Ideal være i Ro, siden jeg ikke veed, hvilke farlige Planer det hindrer Dem i at udføre. Men naar Deres Ideal svigter — husk da paa mit!”

Han gik hen til Helene, og sagde: „Det er Skade, at Tyra Falk har bygget sit Huus paa saa løs en Grund! naar den brister, gaaer en riig og herlig Natur tilgrunde”. „Den Pige behersker Alt — selv Sorgen” svarede Helene blidt. „Kan man tro at det Haab er bygget paa en løs Grund, som Døden ingen Magt har over? — Men Frank rystede paa Hovedet: Jeg frygter at hendes Haab er en Blomst uden Rod! Den overspændte Begeistring, som har holdt hende oppe i Sorgen, volder mig Gru. Hvis hun havde bukket under — kunde hun opreises;