75
gjæves har søgt — og dog ængstes jeg ved at tro det — dog tør jeg ikke sige til mig selv: her er den Skat, jeg søgte. Nu drømmer hun Paradisets Drøm, men hun vil engang vaagne og føle Forbandelsens Virkning. Og det Liv, hun nu tager i Besiddelse med saa begeistret Glæde, skal blive hende til Byrde, naar hun seer, hvorlidet misundelsesværdig en Eiendom det er! Maatte han aldrig faae det at see, aldrig vaagne i den raae, sørgelige Virkelighed, som altid vil blive hendes Natur en Gaade! Er en Drøm, som hendes, ikke tusinde Gange mere værd end den sløve Ro, det dødfødte Haab, saamange Christne gjennem bittre Kampe og Lidelser tilegne sig — og en Drøm med hende” — „Et Stjerneskud!" udbrød Minona. — „Hvad tænkte Du paa?” vedblev hun, idet hun sagte berørte Viggos Arm med sin lille Haand, og saae ham ind i Øiet. „Du saae ud, som om Du ønskede noget!” „Jeg tænkte paa den, der er mig kjærest her paa Jorden, og jeg ønskede, at jeg aldrig maatte miste hende!” svarede Viggo sagte. Minona saae op til ham med et saligt Smiil: „Saa lad os være glade!” hviskede hun — „thi dit Ønske gaaer i Opfyldelse.” Viggo lagde hendes Arm i sin, og vedblev at tale med hende paa Hjemveien. — Klangen af hendes Stemme, og Lyset i hendes Blik forjog hvert Spor af Tvivl og Uro i hans Sind. — Saaledes endte denne Aften, riig paa nye Indtryk for dem begge.
