Side:Minona.djvu/84

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

76

Femte Capitel.

Men aldrig den spædere Attraa sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' paa Læbernes Bred
Det dristige Kys.

Schack-Staffeldt.

Da Otto Frank sagde om Minona: „Hun vilde bringe mig til at tvivle om Syndefaldet, hvis jeg nogensinde havde troet derpaa!” kaldte Viggo det en ugudelig og latterlig Overdrivelse. Men hvis han selv, som aldrig havde tvivlet om Syndefaldet, nu skulde sammenligne sin Tro med den ny lyksalige Bevidsthed om det unge, skjønne, rige Menneskeliv, som aabenbarede sig for ham i al sin ubesmittede Reenhed, vilde den faae en svær Prøve at bestaae. Han havde selv tænkt: for den Rene er alting reent! — hvor let kunde ikke den ene Undtagelse styrte hele Regelen? Men Viggos Tro var sikker, som den Døde, for at blive slaaet ihjel — den havde aldrig været levende! Han tænkte ikke over det Liv, som under Glædens og Kjærlighedens milde Indflydelse udviklede sig i hans Sjæl, — han følte det, og var lykkelig.

Minona var langt fra at drømme om den Indflydelse, hun udøvede over Viggo — den Tanke vilde be-