Side:Minona.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

83

egen Mangel paa det Tryllerie, hvormed Minona havde fængslet Viggo. Men langt stærkere end Skinsygen var hendes Frygt for dem — og den nagende Smerte ved Tanken om deres Fremtid.




En Dag da Viggo og Minona stod sammen paa en Høi ved Udkanten af Skoven, hvor det smukke Sommerlandskab laae udbredt for dem med Stranden til Baggrund, udbrød hun, idet hun saae sig om: „Hvor denne Sommer er smuk! det forekommer mig, som om det aldrig for havde været mere end Foraar. Nu er den fagre Tid kommet, jeg vented' saalænge!” Viggo besvarede det straalende Blik, hvormed hun saae op til ham, med et vemodigt Smiil, idet han svarede: „Ja, Sommeren er en fager Tid! I Naturen, men ogsaa kun der, svarer Opfyldelsen til Løftet.” Ogsaa i Menneskenaturen! troer Du at Løftet i vor egen Sjæl vilde have den store Magt til at lyksaliggjøre, hvis Opfyldelsen ikke var nær og sikker?” — Viggo var usædvanlig mørk stemt; han betragtede Minona med en uforklarlig Smerte. „Du lever endnu kun i Idealet!” sagde han, „I Virkeligheden er der saamegen — Skuffelse!”

„Nei det er Idealet, som lever i mig! det er ikke udenfor Virkeligheden, men den høieste Virkelighed selv! — Naturen kan jo lære os, at alt bærer Idealet i sit eget indvortes Væsen. Tænk dig blot — det stygge uanseelige Løg har Hyazinthen til Ideal! af det ubetydelige