84
Frø udvikler den deiligste Blomst sig — overalt overgaaer Opfyldelsen Løftet. See dig om — see Sommerpragten, Jordens Ideal, der laae skjult under Iis og Snee! troer Du Solen kunde skabt al denne Skjønhed og Herlighed, hvis Spiren ikke havde været der fra først af? — Er det da anderledes i vor Natur? Staaer vor Sjæl tilbage for et Blomsterfrø — har den ikke Idealet i sig selv, men udenfor!”
„Den Menneskesjæl maa være riig, der vil og kan glemme det, der er over den, for det, der er i den!” — „Glemme!” udbrød hun forundret, „glemmer Naturen Solen, der gjør dens Foraar til Sommer. Gud er vor Sol — hvad han har lovet her” — hun trykkede Haanden mod Hjertet — „det vil han opfylde hist! derom vidne Englene, naar de synge for hinanden om den Tid, da de levede som Idealet i Menneskesjælene! — Hernede er Himlens Foraar.”
„Du er en forunderlig Pige!” udbrød Viggo, idet han saae hende ind i de stjerneklare Øine. „Den Tanke, Du udtaler, er mig ikke ny, thi jeg har seet den som Grundlag for philosophiske Systemer, og tidt hørt den forsvare af Folk, i hvis Mund den klang som Ironie over Menneskenaturens Afmagt og Usselhed! Men jeg har aldrig hørt Nogen tale — som Du derom. Hvorledes er Du faldet paa disse Tanker? hvem har forledet min Sylphide til at søge de Vises Steen?” — „Min Gud, jeg har ikke tænkt derpaa — det ligger jo saa nær!” —
