Side:Minona.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

90

Virkelighed, hvis Forbud jeg saae i Naturen, naar den straalede i sin herligste Glands! Nei, den Bevægelse, jeg føler nu, har jeg aldrig drømt om — hvor riig er ikke denne Virkelighed, der overgaaer den saligste Drøm? — Ja, jeg elsker dig! udbrød hun lidenskabeligt, idet hun trykkede sine Hænder for Øinene — ikke som noget andet, men over alt i Verden! Det var dig, jeg tilbad under et falsk Navn — kun du lever i mit Hjerte og i mine Tanker! — Men en pludselig Skræk faldt kold og trykkende paa hendes varme Følelse: Erindringen om hendes første Møde med Viggo fortrængte for et Øieblik alle andre Tanker, og hun syntes at høre Helenes velbekjendte Stemme gjentage: Det er din Broder, Minona! — Men nu lød den forunderlig advarende og betydningsfuld, og ligesom den Dag, da hun med et beklemt Hjerte ventede den ubekjendte Broder, opfyldte den hendes Sjæl med Uro.

„Ja, Verden vilde fordømme en Forbindelse mellem Broder og Søster — den bliver vel endogsaa umulig efter de almindelige Begreber! Men Verden kan ikke skille Hjerter ad, og min Følelse siger mig, at Viggo elsker mig. Fordømmer Verden ikke ogsaa Helenes og Tyras Kjærlighed? men dens Magtsprog har intet formaaet over disse elskende Hjerter, hvor Kjærligheden var stærkere end Frygten. Og hvad har de tabt derved? — en Agtelse, som skjænkes dem, der mindst fortjene den!”

Den Uro, disse Tanker foraarsagede den unge Pige,