Side:Mogens og andre Noveller.djvu/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

5

Mogens.

Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til Syden: det øste Vande ned.

Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, Grene, Stammer, Alting glinsede af Væde; hver lille Draabe, der faldt paa jord, paa Græs, paa Stenten, paa hvad som helst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler. Smaa Draaber hang lidt hist og blev til store Draaber, dryppede ned her, samledes med andre Draaber, blev smaa Strømme, blev borte i smaa Furer, løb ind i store Huller og ud af smaa, sejlede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper, satte dem paa Grund, gjorde dem flot, snurrede dem rundt og satte dem paa Grund igjen. Blade, der ikke havde været sammen, siden de laa i Knop, samledes af Væde; Mos, der var blevet til Ingenting af Tørke, bruste op og blev blødt, kruset, grønt og saftigt, og graat Lav, der næsten var blevet til Snus, bredte sig i sirlige Flige, struttende som Brokade og med Glans som Silke. Konvolvolusserne lod deres hvide Kroner fylde til Randen, klinkede med hinanden og hældte Vandet i Hovedet paa Nelderne. De tykke, sorte Skovsnegle mavede sig velvilligt frem og saae anerkjendende op imod Himlen. Og Mennesket? Mennesket stod med bart Hoved midt ude i