7
Mogens.
dukkede atter op i en stor Roset af Folder under Hagen. Det lille Pigeansigt saae meget forbavset ud, men det vilde snart til at le; Smilet var allerede i Øjnene. Med Et gjorde han, der stod og sang i Regnvejret, et Par Skridt til Siden, saae den røde Flig, Ansigtet, de store brune Øjne, den lille, forbavsede, aabne Mund; øjeblikkelig blev hans Stilling forlegen, han saae forbavset ned ad sig selv; men i samme Nu lød der et lille Skrig, den fremspringende Gren svajede voldsomt, den røde Flig blev borte i et Blink, Pigeansigtet borte, og det raslede og raslede, fjærnere og fjærnere inde bag Hasselbuskene. Saa løb han. Han vidste ikke hvorfor, han tænkte slet ikke, Regnvejrslystigheden kom op i ham igjen, og han løb efter det lille Pigeansigt. Det faldt ham ikke ind, at det var en Person, han løb efter, det var kun det lille Pigeansigt. Han løb, det raslede til Højre, det raslede til Venstre, det raslede for, det raslede bag, han raslede, hun raslede, og al den Lyd og selve Løbet gjorde ham ivrig, og han raabte: »Kuk engang, ihvor Du er!« Ingen kukkede. Ved at høre sig raabe blev han ligesom lidt beklemt, men løb stadigt; saa kom der en Tanke, men kun en, og han mumlede, medens han blev
