17
Mogens.
— vi maa vel se at komme til Ro; god Nat, min Pige; god Nat og sov vel.«
Da Kamilla var kommen op paa sit Værelse, rullede hun Gardinet op, støttede sin Pande mod den kolde Rude og nynnede Elisabeths Sang af Elverhøj. Ved Solnedgang var det begyndt at lufte lidt op, og enkelte hvide Smaaskyer joge, belyste af Maanen, henimod Kamilla. Hun stod længe og saae paa dem, fulgte dem langt borte fra og nynnede højere og højere, jo nærmere de kom, tav et Par Sekunder, naar de bleve borte over hende, søgte nye og fulgte saa dem. Med et lille Suk rullede hun Gardinet ned igjen. Hun gik hen til Tojletbordet og støttede Albuerne paa det, lænede sit Hoved mod de foldede Hænder og saae ind i Spejlet paa sit Billede uden egenlig at se det.
Hun tænkte paa en høj, ung Mand, der gik med en syg, lille, sortklædt Dame i sine Arme, hun tænkte paa en høj, ung Mand, der styrede et lille Fartøj ind imellem Klipper og Skjær i en forrygende Storm. Hun hørte en hel Samtale om igjen. Hun rødmede: Eugen Karlsen vilde have troet, Du gjorde Kur til ham. Ved en lille skinsyg Idee-Association fortsatte hun: Klara vilde aldrig blive løbet efter i Regnvejr ude i en
