101
Derpaa vandrede de to Mænd igennem de store Værkstedsrum: Sejlmagerværkstedet og Ankersmedjen, Maskin- og Snedkerværkstederne. De saa Mastekranerne og Dokkerne, de store Forraadshuse, Artillerigaarden, Tøjhuset, den lange Reberbane og den store, forladte Dok, der var sprængt ind i Klippen. De gik ud paa Bolværkerne, hvor Orlogsmændene laa fortøjede, gik om Bord paa dem og besaa dem som to gamle Søulke, forundrede sig og forkastede, og beundrede og ærgrede sig.
Drengen sad ganske rolig under Træhatten og hørte tale om, hvordan man havde stridt og arbejdet paa dette Sted for at udruste alle de Flaader, der var gaaet ud herfra. Han hørte, hvordan man havde vovet Liv og Blod, hvordan man havde ofret sin sidste Skærv for at bygge Krigsskibe, hvordan kloge Mænd havde sat alle deres Kræfter ind paa at forbedre og fuldkommengøre disse Skibe, der var Fædrelandets Værn. Det var ikke langtfra, at Drengen et Par Gange fik Taarer i Øjnene, naar han hørte tale om alt dette. Og han var glad over, at han fik saa god Besked om det.
Til allersidst gik de ud i en aaben Gaard, hvor Gallionsfigurerne fra de gamle Linjeskibe stod opstillet. Og mærkeligere Syn havde Drengen aldrig set, for disse Figurer havde vældige, skrækindjagende Ansigter. De var store, dristige og vilde, fyldt af samme stolte Aand, der havde udrustet de store Skibe. De var fra en anden Tid end hans. Han følte sig saa lille overfor dem.
Men da de kom derud, sagde Broncemanden til Træmanden: „Tag nu Hatten af, Rosenbom, for dem, her staar! De har alle været i Kamp for Fædrelandet!”
Og Rosenbom havde ligesom Broncemanden glemt, hvorfor de var kommen ud paa den Vandring. Uden at tænke sig om tog han Træhatten af Hovedet og raabte:
„Jeg tager Hatten af for den, der valgte Havnen og grundlagde Værftet og genskabte Flaaden, for den Konge, der vakte alt dette til Live!“
„Tak Rosenbom! Det var godt sagt. Rosenbom er en Hædersmand. Men hvad er dog det, Rosenbom?“
For der stod Niels Holgersen midt oppe paa Rosenboms skaldede Isse. Men nu var han ikke mere bange; han tog sin hvide Hue af og raabte: „Hurra for dig, Langlæbe!”
Broncemanden stødte Stokken haardt mod Jorden, men
