Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/112

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

106

— „Tag jer i Agt, Graagæs!“ blev der raabt fra en anden Kant. „Bliver I saadan ved, kommer I helt ned til Rügen.“

Der var som sagt ingen Fare for, at de Fugle, som var vant til at drage denne Vej, skulde lade sig lokke andensteds hen. Men hvem det var svært for, det var Vildgæssene. Spektakelmagerne mærkede, at de ikke var sikre paa Vejen, og gjorde alt, hvad de kunde, for at forvirre dem.

„Hvor agter I jer hen, Godtfolk?“ raabte en Svane. Han fløj tæt hen til Akka og saa alvorlig og deltagende ud.

„Vi skal til Øland, men vi har aldrig været der før,” sagde Akka. Hun mente, det var en Fugl, man kunde stole paa.

„Det var slemt,” sagde Svanen. „De har jo ført jer vild. I er paa Vej til Bleking. Kom nu med mig, skal jeg vise jer Vej!”

Og saa fo'r han afsted med dem, og da han havde ført dem saa langt bort fra Alfarvej, at de ingen Raab hørte, forsvandt han i Taagen.

Nu fløj de en Tidlang om paa maa og faa. Næppe var det lykkedes dem at finde tilbage til Fuglene igen, før en Vildand kom hen til dem. „I gør bedst i at lægge jer ned paa Vandet, til Taagen gaar sin Vej,” sagde Anden. „Man kan nok mærke, I ikke er vant til at klare jer paa Rejser.”

Det var ikke frit for, at det lykkedes de Spilopmagere at gøre Akka rent tummelumsk. Saavidt Drengen kunde skønne, fløj Vildgæssene en lang Tid i Ring.

„Tag jer i Agt! Ser I ikke, at I flyver op og ned?” raabte en Lom, idet han brusede forbi. Drengen tog uvilkaarlig et fast Tag om Gasens Hals. Det var noget, han længe havde været bange for.

Det er umuligt at sige, hvornaar de vilde have naaet Øland, hvis der ikke havde lydt et dumpt drønende Skud langt borte.

Da strakte Akka Halsen frem, slog haardt med Vingerne og satte fuld Fart paa. Nu havde hun noget at rette sig efter. Graagaasen havde nemlig sagt hende, at hun ikke skulde slaa ned alleryderst paa Sydspidsen af Øland, for der stod en Kanon, som Menneskene plejede at skyde paa Taagen med. Nu kendte hun Retningen, og nu skulde ingen i Verden lede hende vild.